Log ind
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få eksklusiv adgang til premium indhold
Som en del af Meetly Community eksklusiv adgang til premium indhold kun tilgængeligt via vores nyhedsbrev. Tilmeld dig nu og få adgang til unikt indhold på fredag.

Tak for din tilmelding.

Vi er glade for at byde dig velkommen til Meetly Community.

du vil du modtage vores nyhedsbrev hver fredag og igennem det få adgang til premium indhold

Mødet med den gennemsigtige astronaut

Af Liv Thøger | 15 maj, 2018 | 8 min | #blog

I den uge havde jeg et digitalt og et fysisk møde med en af vor tids største helte. Hele Danmarks astronaut Andreas Mogensen. Det ene møde var skabt i VR, Virtual Reality, hvor jeg med Microsofts HoloLenses Virtual Reality-briller kunne gå rundt om et holografi af rumhelten. Det andet møde var, hvor han fysisk åbnede en udstilling på Danmarks Tekniske Museum. Der var et helt luftrum, en del teknik og et menneske til forskel.

 

I forrige uge var der generalprøve på en stor konference i Dansk Industri. Her mødte jeg for første gang Andreas Mogensen. Han var godt nok lidt blågrå og luftig, og vi havde ikke rigtig øjenkontakt. Faktisk talte vi slet ikke sammen, og jeg selv om, at jeg dansede rundt om ham, så er jeg slet ikke sikker på, at han registrerede min tilstedeværelse. En helt simpel ting som det at give et håndtryk gik tabt, for astronauten var kun et holografi, men et fantastik flot syn skabt i Virtual Reality.

 

Se videon af Andreas Mogensen som hologram her

 

Det gav stof til eftertanke for selv om mødet var kort og upersonligt, så kan jeg sagtens se en videreudvikling af teknikken. Nutidens teknik gør, at vi allerede på Skype og lignende kan mødes virtuelt over store afstande og på tværs af kulturer, men de digitale muligheder gør, at det snart vil blive mere almindeligt at mødes i 3D – ja, helt op til 7D.

For de holografiske effekter gør møderne mere virkelighedsnære og optisk tættere på virkeligheden end i 2D. Det var også tanken bag holografiet, der blev opfundet af fysiker Dennis Gabor, der i 1947 helt uventet opdagede, hvad lysstrålens refleksioner kunne gøre på en fotografisk plade. Siden er teknikken blevet anvendt på film som f.eks. Star Wars.

 

Oplev Japansk zoo i 7D her

 

Digitale møder er meget mere end wauw-oplevelser

På den måde er holografiets opfindelse ikke en nyhed. Til gengæld vil de holografiske 3D-effekter i Virtual Reality kunne sætte nye standarder for digitale møder. For VR er langt mere end underholdning. Tænk f.eks. på virksomheders intro-møder, hvor der indkaldes mange afdelingsledere, og de fortæller om deres arbejde til nye medarbejdere. Her vil det være muligt at spare både tid og ressourcer, hvis deres intro filmes, og de undgår at skulle være stede alle sammen hver gang.

Det vil betyde, at de nye medarbejdere selv kan vælge rækkefølge og f.eks. stille spørgsmål i chat bots. Det vil også være muligt lægge læringsmoduler ind i mødet. Medarbejderen vil kunne trykke på ”repeat” så mange gang som ønsket uden, at andre skal se det samme. Det vil være muligt at komme rundt om objekter i projekter i 3D, hvilket særligt kan være nyttigt for avancerede produkter eller for at skabe wauw-effekt i forbindelse med salg.

Digitale møder kan også nemt og hurtigt flytte sted. Vi kan mødes i et konferencecenter i London, på en messe i Hamborg eller ude i rummet. Om kort tid vil vi alle sammen kunne mødes og få relevante skræddersyede informationer tilpasset den enkelte mødedeltager alt efter, hvor meget data og hvor mange penge til teknik, der er til rådighed.

 

Strategisk formål med digitale møder

Kort sagt rummer det digitale møde uendelige muligheder i takt med, at teknikken udvikler sig. Vi vil f.eks. kunne tilføje nye dimensioner, målrette kommunikationen til den enkelte mødedeltager, øge indlæring og på sigt spare tid og ressourcer. Til gengæld er jeg også sikker på, at vi mister nogen af den intimitet, glæde og dialog, der opstår, når mennesker mødes. Det med, at der var en god kemi på mødet, vil ikke være det samme, hvis den digitale verden tager 100 pct. over.

Kunsten er netop at kombinere styrkerne ved det digitale og det fysiske møde. Derfor gælder det mere end nogensinde om at være skarpe på mødets formål. For digitale møder vil i høj grad være en investering, der skal kunne opfylde nogle formål, som ellers ikke ville være muligt.

 

Think digital but live longer analogue

Sidste søndag bragte Berlingske en artikel[1], der fortalte, at en lang levealder faktisk slet ikke afhang af socialklasse, bilos eller af stress, men af en god omgangskreds dvs. venner og netværk. For det fysiske møde, hvor vi aflæser hinandens mimik og responderer, betyder noget for vores helbred. Og, det tænker jeg, ikke kun gælder vores privatliv.

Så omfavn de nye digitale muligheder, men dyrk også vel de analoge dyder, hvor et godt fast håndtryk, øjenkontakt, oprigtig interesse, og ikke mindst humor spiller ind. Det var i hvert fald, hvad jeg oplevede som en styrke hos astronaut Andreas Mogensen, da han med et glimt i øjet trykkede hånd med en lang række børn, unge, museumsdirektører, erhvervsfolk og politikere, da de mødte deres idol på Danmarks Tekniske Museum i sidste uge.

 

[1] Berlingske søndag d. 6/5 2018 ”Pas dine venskaber og lev længe”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få eksklusiv adgang til premium indhold
Som en del af Meetly Community eksklusiv adgang til premium indhold kun tilgængeligt via vores nyhedsbrev. Tilmeld dig nu og få adgang til unikt indhold på fredag.
Relaterede nyheder