Flere og flere digitale løsninger der kan automatisere mødeprocesen igennem kunstig intelligens ser dagens lys. Målet er, at få det menneskelige fokus på mødeindhold fremfor mødepraktik.
Da Nordic Meeting & Event Expo forrige uge løb af stablen var det med et bredt fokus på ny teknologi. Specielt én talk synes at trække tilhørere fra alle dele af møde- og eventindustrien.
Det handlede nemlig om kunstig intelligens (AI), og hvordan den nye teknologi i fremtiden vil påvirke måden vi planlægger, afvikler og evaluerer vores møder. Oplægget blev afholdt af Kasper Lyhr, CEO i den fremadstormende danske virksomhed First Agenda der specialiserer sig i mødefacilitering gennem netop AI. Og der var altså bred interesse fra de tilhørende omkring, præcis hvordan den nye teknologi vil finde sin plads i industrien, og hvordan den vil påvirke deres job. Kasper Lyhr startede med at fastslå, at fremtiden allerede er her.
Danske virksomheder i spidsen for udviklingen
First Agenda er da heller ikke hvilken som helst virksomhed. Virksomheden er af mange eksperter kåret til frontløbere inden for mødeoptimering gennem AI. Virksomheden har lanceret en ny komplet mødeplatform, som igennem stemmegenkendelse og kunstig intelligens automatisk kan transskribere mødet, lokalisere nøglepointer og punkter, samt notere beslutninger og uddelegere opgaver til deltagerne endda med deadlines. Samtidig kan platformen også give en indsigt i form af data om, hvor lang tid medarbejdere bruger på møder, hvor mange penge der bliver brugt på møder og hvor effektive de er.
Og det er netop resultatet af sådan data som udgør problemet, som First Agenda og kunstig intelligens i større hele, forsøger at løse. En nyere undersøgelse fra Harvard viste nemlig at op mod 50% af alle amerikanske møder er uproduktive, og endvidere at der bliver brugt op mod 213 milliarder dollars på unødvendige mødeomkostninger.
AI kan styrke det menneskelige fokus
Her ligger netop dét problem som mange eksperter mener, at kunstig intelligens kan være med til at løse. Teknologien kan nemlig potentielt være med til at effektivisere og optimere måden vi holder møder – og First Agenda er selvfølgelig ikke de eneste der arbejder på det.