Bullshit Bingoens festlige konferencefætter
Bullshit Bingo har – som navnet antyder – meget negative associationer. Måske fordi vi er mange, der har været i kontakt med konsulenten, der vil sælge. Eller politikeren der taler udenom.
Det siges, at det er fra børn og fulde folk man skal høre sandheden. I den vestlige kultur er der endnu en ventil for sandheden – humoren. Måske er det derfor ”Bullshit Bingo” metaforen særligt har fundet klangbund i ironiens og sarkasmens hjemlande Danmark og Storbritannien.
For nylig faldt jeg over Bullshit Bingoens fætter i vores industri. I mødeindustrien. Conference Bingo.
En af mine yndlingbloggere – David Holt Jensen, der bl.a. skriver for ’Groft sagt’ i Berlingske Tidende, har spillet bingo med nedenstående festlige skema:

Jeg tror de fleste har svært ved ikke at trække på smilebåndet. Efter mange år med professionelle møder i den ene eller anden sammenhæng vil jeg personligt kunne melde pladen fuld. Gud ske tak og lov ikke i samme konference.
Jeg tror man tit skal lægge det døve øre til fuldemandssnak. Men børn og humor skal man lytte til.
Mødeplanlæggere og konferencearrangører – for ikke at tale om oplægs- og foredragsholderne – bør tage bingospillet her alvorligt.